UFO’er? Dem tror vi ikke på her!
Derfor er jeg i fuld gang med at konvertere mine UFO’er til FO’er eller udslette dem.
Noget er strikket færdigt, andet venter stadig på at blive strikket færdigt, og endelig er nogle projekter pillet op. Der er jo ingen grund til at have dem til at ligge og grine af mig, når jeg alligevel aldrig vil strikke dem færdigt, vel?
Dette barnevognstæppe skulle egentligt ha været til Storm, men jeg glemte, at søde tante Nina strikkede et til Birk, som Storm jo fint kunne arve – ikke mindst da tante Nina desværre aldrig nåede at se Storm.
Mønsteret efter alt for aggressiv blokning
Jeg har alligevel strikket det færdigt, så det kan bruges, når HVIS der skulle komme flere børnebørn Fik I den piger?
Mønsteret før blokning. Det er meget smukkere sådan.
Ja, ja, jeg ved godt, at et barnevognstæppe skal være hvidt eller pastelfarvet eller med sjove klare farver, men Mette elsker gråt, og så havde jeg lige dette garn liggende, der manglede et projekt.
Jeg prøver så vidt muligt for tiden at strikke fra mit monstrøse lager. Viftetæppet er strikket af Cascade 220 af rester fra Torbens Guernsey-sweater og andet Cascade 220, jeg havde liggende fra Eternity Scarf mm. Jeg havde ikke så meget af den lysegrå, som af de andre farver, så den placerede jeg i midten.
Jeg æææælsker Cascade 220, men efter at Slavi har lukket sin netbutik, kan det ikke længere købes i DK, men skal købes i f.eks. UK.
FAKTABOKS
Model: Fan Stitch Blanket fra bogen “60 Quick Baby Knits”.
Designer: Jacqueline van Dillen
Garn: Cascade 220 (100% Peruviansk Højlandsuld)
Pinde: 4
Størrelse: Inden vask og blokning: 70 x 105 cm
Efter vask og blokning: 100 x 120 cm.
Garnforbrug: Knapt 600 g
Fra lager: JA!
Sværhedsgrad og særlige strikketeknikker: Det strikkes efter diagram, og der er ikke ordopskrift på mønsteret. Der anvendes en blanding af laceteknik og patentstrik. Det er nemt at strikke og rimeligt nemt at memorere.
Kanten er i retstrik og er strikket samtidig med selve tæppet v.hj.a. gobelinstrik. Strikkefastheden er næsten ens mellem retstrik og viftemønstret.
Bemærkninger og ændringer: Cascade 220 egner sig godt til dette tæppe, og det er lækkert at strikke med.
Jeg har nok fået blokket det for meget i bredden, så det skal nok vaskes igen og blokkes lidt mindre aggressivt.
Tilfredshed: Jeg kan rigtig godt lide viftemønsteret, men skal jeg strikke det igen, vil jeg måske vælge at prøve at strikke det ensfarvet.
Ann